Praktiske tips
Mange børnekirker har prøvet at mangle børnekirkeledere i kortere eller længere perioder. Det betyder, at de, der brænder for kirkens vigtigste missionsfelt, alt for hurtigt brænder ud. Vi håber, at I her på siden kan få inspiration til, hvordan man kan få (gen)skabt gejsten.
Her kan du læse hhv. lytte til en prædiken, hvis du selv har haft børnekirke:
Læse: www.missionskirken-osted.dk
Lytte: www.dinfrikirke.dk
Lytte: www.vestermarkskirken.dk
Center for ungdomsstudier og religionspædagogik i daglig tale kaldet CUR har udarbejdet video-ledertræning. De kan gratis downloades fra www.cur.nu under menupunktet ressourcer.
![]() |
10 forslag til overvejelse i børnearbejdet
1) Sæt mål op for, hvad I vil med børnekirken/klubben. Er børnekirken/klubben tænkt som en pasningsordning eller ønsker I, at børnene skal komme nærmere den treenige Gud? Eller måske er målet at dyrke kammeratskabet? Skal børnene lære Fadervor? Hvorfor/hvordan? osv.
2) Planlæg 1/4-1/2 år ad gangen. Sæt ansvarlige navne på til hvert møde og aftal hvem, der står for de særlige arrangamenter som eks. jul, fastalavn, påske, udflugt, oprykning fra en gruppe til en anden osv. " Det er praktisk, at have en person med talent for administration og opfølgning til at tage referat og omdele så alle får et (læseligt) program.
3) Find noget materiale, som støtter jeres lederes måde at undervise på. Man behøver ikke at opfinde alle de dybe tallerkener selv. Børnekonsulenten kommer gerne ud og viser et bredt udsnit af smaddergodt undervisningsmateriale, bare ring!
4) Del børnene op i passende grupper, gerne aldersopdelt. Hvis en børneflok bliver ret meget mere end 25-30, kan det være en stor fordel at dele børnene op i mindregrupper efter alder. Dette giver større tryghed for børnene og giver mulighed for at målrette undervisningen og/eller aktiviteterne.
5) Sørg for at inddrage forældre og bedsteforældre som medledere. De behøver ikke at tage ansvar for programmet, men kan være "crowd-controllere" og sætte sig der, hvor et eller flere børn har mest brug for det. Det giver børnene tryghed og kan være med til at forhindre uro mens der undervises. På MBU's årsmøde 2007 blev der afholdt kursus i "rekruttering af ledere". Link til dette kursus i overskrifter herunder kan måske give inspiration.
6) Det må gerne være sjovt at gå i børnekirke. Budskabet er glædeligt! Ikke at det skal blive et underholdnings-stunt, men tænk på, hvad der er sjovt og dejligt i børnehøjde: fortælling evt. med effekter, drama evt. med dukker, bevægelsessange, lege, kreative aktiviteter, evt. lidt at spise osv. Glæden ved at se børn, der hygger sig varmer helt ind i hjertet.
7) Sørg for at have en Plan B, hvis der mangler ledere. Er der permanent lederemangel, kan man nøjes med at holde børnekirke eks. hver anden gang. Hvis ledermanglen er enkeltstående men alligevel uløseligt, findes der flere udmærkede tegnefilm med indhold man kan have i baghånden, eks. historiefortællerne fra Felix film. Lohses forlag har udgivet 3 nye tegnefilm (2007), som vi dog desværre ikke selv har set endnu.
8) Send lederne på kursus, så de får noget inspiration. Vi kan varmt anbefale BMK, som afholdes i de lige år - se opslag her på siden eller find det i børnerådsnyt. Men også kurser som Guitar-undervisning, børnepsykologi, dukke-tealer osv. kan være relavante. Spørg børnekonsulenten om der gennem børnerådet kan søges penge til kurser.
9) Optag søndagens prædiken for de voksne, og læg den på nettet eller sørg for, at børnekirkelederne har mulighed for at låne et eksemplar. På den måde går børnekirkelederne ikke glip af selv at få fyldt på. Hvis dette ikke muligt, er man velkommen til at klikke ind på www.vestermarkskirken.dk og lytte til ugens prædiken her (findes kun på Jysk!).
10) Organiser evt. børnekirken som en forening. Herved er det muligt at søge foreningstilskud fra DUF. Det kræver, at der oprettes en forening og at børnene registreres som medlemmer og betaler et minimumskontingent. Få mere af vide om dette hos børnekonsulenten. Fra Odense er man desuden behjælpelig med etablering af elektronisk medlemsregistrering, som letter arbejdet betragteligt.
RIGTIG GOD FORNØJELSE !

